Lombardietrejse


UdsigtFraMarchesi_1.jpg

Tag med på oplevelsesrejse til Lombardiet den 17-24/9 2006


Udkast til program for oplevelsestur til Lombardiet, efteråret 2006.

 

Programmet er udarbejdet, så det kan strække sig over hhv. 5, 6,7 eller 8 dage og er i øvrigt  baseret på følgende forudsætninger:

 

  • Periode: 17 – 24/9 2006
  • Deltagerantal 10-14 – turen gennemføres kun, såfremt der er et tilstrækkeligt antal deltagere
  • Pris pr. person kr. 10.500 – 15.000 afhængigt af antal dage og antal deltagere samt opnåelig flypris på det valgte tidspunkt for rejsen
  • Fly til Milano samt leje af 4-6 biler, hvilket også giver individuelle muligheder.
  • Overnatning inkluderet alle dage
  • De fleste måltider (incl. drikkevarer) inkluderet, som angivet nedenfor
  • Benzin for egen regning
  • Programmet tilpasses deltagernes antal og ønsker.


Tilmelding

 

  • Uforpligtende tilkendegivelse af forhåndsinteresse samt evt. ønsker til turens sammensætning, længde mv. inden 2/6
  • Endelig tilmelding samt indbetaling af depositum, kr. 3000 senest 15/6
  • Indbetaling af restbeløbet senest 17/8


Og så en lille ordbog:

 

Enoteca – Oprindeligt et sted, hvor man kan købe vin enten i glas til at smage eller i flasker til at tage med hjem, ligesom varesortimentet typisk indeholder masser af de for egnen særegne produkter. Men mange steder er dette koncept suppleret med muligheden for at indtage et enkelt men lækkert måltid, tilberedt efter de lokale traditioner.

Agriturismo – Små autentiske overnatnings- og/eller spisteder, der ligger på landet, og hvor idéen er, at ejeren skal have sin hovedindtægt fra et andet erhverv end turisme. Det vil sige, at familien, der ejer stedet, typisk har en produktion af vin, olivenolie, frugt eller grøntsager evt. suppleret med en animalsk produktion af forskellig karakter. Essensen er, at man bor smukt, spiser himmelsk og ikke betaler særligt meget for det.


Dag 1 - Afrejse til Oltrepó Pavese

 

08:00 Afrejse fra Kastrup Lufthavn

14:30 Ankomst og indkvartering på to autentiske Agriturismoer – Marchesi og Stefanago - der begge fremstiller økologiske, vegetabilske afgrøder, ligesom Marchesi producerer økologisk vin.

17:00 Besøg i Fortunago, som er en lille, velbevaret, autentisk by med stenhuse og brolagte gader uden butikker, men hvor både brød og mælk mv. bringes af bud. Byen er utroligt smuk og placeret, så man i klart vejr kan se de sneklædte bjergtoppe på Alperne nord for Milano et par hundrede km.væk!

20:00 Middag på Stefanago, hvor vi vil nyde deres egne råvarer, enkelt tilberedt på bedste vis, og ledsaget af deres egen vin.


Dag 2 – Oltrepó Pavese

 

 

Formiddag    Besøg i gedernes paradis, Il Boscasso, som er områdets bedste og blandt Italiens tre bedste producenter af gedeoste – deværre (foreløbig…) uden interesse i eksport; jf. i øvrigt vedlagte beskrivelse af en egenoplevelse. Besøget afsluttes med frokost, som består af delikate retter tilberedt af de mangeartede gedeoste.

 

Frokost          Il Boscasso

 

Eftermiddag  Besøg hos le Fracce med vinsmagning samt rundtur i den tilhørende park med massevis af særegne træer, skulpturer og fritgående flamingoer. Desuden besøg i den velbevarede meget flotte bolig samt kig ind i de gamle stalde, som nu anvendes til opbevaring af omkring 40 gamle hestekøretøjer og et større antal funklende veteranbiler af klassiske mærker som Jaguar, Rolls Royce, Ferrari m.fl.

 

Middag        Formentlig ikke nødvendig efter stor frokost og efterfølgende vinsmagning med tilbehør af diverse pølser, oste og brød. Alternativt på egen hånd. Aften ligeledes på egen hånd (forslag: Se den smukke by Pavia i aftenbelysning  ca. 30 km nordpå. Gammelt universitet, smukke kirker og pladser mm.)

 

 


Dag 3 – Oltrepó Pavese

 

Formiddag  Besøg hos Isimbarda, der sammen med Le Fracce er blandt de mest betydningsfulde producenter i Oltrepó Pavese med ensidigt fokus på kvalitet, med vinsmagning og rundvisning i markerne.

Frokost      Prato Gaio (”det glade græs”!), der ejes af Giorgio Liberti, som selv hygger om gæsterne og i øvrigt serverer autentisk mad af højeste kvalitet strengt fremstillet efter gamle opskrifter (herunder nogle af bedstemoderens!) og med råvarer fra bl.a. Il Boscasso og Massimo Coroli (se herunder). Visse retter serveres kun i weekenden, da forberedelserne varer to dage.

 

Eftermiddag  Besøg hos ovennævnte Massimo Coroli, som er pølseproducent, hvis produktion baserer sig på årligt 10 grise, der opfedes på et ganske lille areal. Alt andet end indmaden anvendes til produktionen af de mange forskelligartede pølser, der lagres i både kælder og på loft i dette lille husmandssted, hvor gårdspladsen også er hjemsted for en specielt fremstillet gryde, i hvilken grisehovederne koges over åben ild til brug for ”Salame di testa” – en slags sylte.

 

Middag   Agriturismo Marchesi, hvor vi skal nyde såvel deres egne vegetabilske råvarer som deres økologiske vin.

 


Dag 4 – Oltrepó Pavese

 

Fridag på egen hånd eller arrangeret tur til et af områdets kooperativer, fx. La Versa, der er områdets største kooperativ dog med visse vine af meget høj kvalitet, dette gælder dog ikke den daglige vin, som af de lokale indbyggere tappes på dunke fra standere, der mest af alt minder om vores benzinstandere!


Dag 5 – Franciacorta

 

Formiddag  Afgang fra Oltrepo Pavese med kurs mod Franciacorta, hvor vi indkvarteres på Il Forest, som er et agriturismo med fremstilling af egne vegetabilske afgrøder og med den smukkeste udsigt over Iseo søen.

Frokost       Indtages ved søbredden og består af medbragte pølser, skinke, oste og brød...og lidt af den lokale vin!

Eftermiddag  Powersmagning hos 2-3 producenter af den italienske ”champagne”, Franciacorta – spændende fra de helt store huse til i denne sammenhæng mindre producenter med en årlig produktion på 50-80.000 flasker.… Producenterne vælges blandt: Ca’ del Bosco, Bellavista, Ronco Calino, Vezzoli, Cornaletto.

Middag       Il Priore, én af områdets bedste restauranter – lige under den absolutte top i Veronellis restaurantguide – disker op med en større middag med udsøgte, lokale vine.

 


Dag 6 - Valtellina

 

Formiddag  Afgang fra Il Forest og køretur til Valtellina langs den smukke Lago d’Iseo, hvor solens stråler forhåbentlig spejler sig i søens klare blå vand, så vi kan opleve det utroligt smukke skiftende lys over de spredte landsbyer og knejsende kirketårne. Indkvartering  på Ribunta Agriturismo, hvor Fabio og Kika producerer økologiske grøntsager samt høns, kaniner og svin.

 

Frokost  på Albergo Sassella, der laver yderst delikat mad efter egnens traditioner.

 

Eftermiddag  Besøg hos en af områdets mest berømte vinproducenter, Sertoli Salis, i Tirano. Udover at smage deres ofte højt premierede, temmelig modernistiske vine fremstillet på Nebbiolo, nogle af dem på tørrede druer a la Amarone, som benævnes Sforzato, skal vi også se nærmere på deres smukke slot, og, hvis vejret og høsten tillader det, tager vi en lille vandring i deres marker.

 

Middag   hos Fabio og Kika, hvor vi bl.a. skal nyde deres hjemmelavede boghvedepasta – Pizzocheri - med kartofler og savoykål samt områdets oste fra køer, som græsser på højtliggende marker, Casera og Bitto, lagret, passet og plejet af Fabio selv.

 


Dag 7 - Valtellina

 

Formiddag  Besøg i Fabios egen kælder, hvor fedt ligger i lage i månedsvis med 18 forskellige krydderier (Lardo) og udsøgte lokale oste modner på hylder af poppeltræ i op til 14 år.

 

Frokost       Højt knejsende over Valtellina dalen finder vi Castel Grumello fra 1300-tallet. Vi skal besøge borg-ruinen og spise på restauranten som hører til borgen; igen et måltid med traditionelle retter fra Valtellina, indtaget i 550 meters højde med den smukkeste udsigt over Valtellina-dalen, under pergola-opbundne Nebbiolo-vinstokkes skygge.

                     

 

Eftermiddag  Endnu et vingårdsbesøg; denne gang hos Balgera i Chiuro. En mindre producent som fremstiller sine vine på gammeldags facon og derfor udgør en interessant modpol til formiddagens producent, Sertoli Salis. Her får vi også lejlighed til at smage på vine af ældre dato – som beviser lagringsevnen og den med tiden udviklede finesse, som de bedste eksemplarer af områdets vine besidder.

 

Afskedsmiddag kreeret af  de af deltagerne, der måtte have lyst i fællesskab med Kika og Fabio. Vin fra én eller flere af de besøgte producenter.

 


Dag 8 - Milano

 

Morgen Afrejse fra Fabio med kurs mod Milano for at se tre af de mest betagende ting i denne metropol: Leonardo da Vincis helt overvældende maleri af Den Sidste Nadver i kirken Santa Maria delle Grazie; vi får knap 20 minutter sammen med mesterværket – og forlader stedet en smule mere ydmyge efter konfrontationen med ét af verdenskunstens største mesterværker. Og så kan man jo ved selvsyn vurdere, om Dan Brown kan have ret i nogle af sine teorier fra den just filmateriserede bog om Da Vinci Mysteriet.

Frokost Vi har ikke meget tid, så vi griber en panino på vejen... Milanos domkirke er med rette berømt for sin arkitektoniske skønhed, så den ser vi, inden vi kaster os ind i det nærliggende, overdækkede indkøbscenter, det første af sin slags i verden, fra slutningen af 1800-tallet: Hvis blot moderne indkøbscentre nåede denne arkitektoniske perle til sokkeholderne...Og så sætter vi kursen mod lufthavnen for at nå det sene fly til København, som afgår omkring kl. 20!

 

Leonardo da Vinci's Sidste Nadver på nettet


Forside
Fokus på Simcic
Introduktion
Hvem er vi?
Ydelser
Prisliste
Aktuelle nyhedsbrev
Arrangementer
Kontakt os
Lombardietrejse
Gamle nyhedsbreve
Friuli/Slovenienrejse
e-mail me